Forsøgsdyrene fra 3.y

3.y er en af tre danske forsøgsklasser, der i 1996 forsøgsvist fik udleveret en Texas Instruments TI92 "lommeregner" (man skal dog være mere end almindelig skrap for at få stoppet den i en lomme...). Ideen var at få undersøgt om vi ville lære mere eller få andet ud af undervisningen ved at integrere den kraftfulde lommeregner i undervisningen. Det vil føre for vidt at forklare i korthed, hvad den kan, men i flæng kan nævnes: løsning af alle former for ligninger, differentiere/integrere, 2D/3D-grafer, finde grænseværdier, køre små hjemmelavede programmer og meget, MEGET andet som vi på ingen måde kender til!

Vi har brugt 'dyret' (som den også bliver kaldt) i matematik, fysik, kemi, biologi og andre steder hvor udregninger har været nødvendige. På grund af dens overlegenhed er den selvfølgelig ikke tilladt ved eksamen, da den gør mange normale opgaver overflødige, så som at diffentiere en funktion. Til eksamen er vi så istedet blevet stillet lignende men anderledes opgaver, der sigter på at udligne forskellen. Den første time til den skriftlige eksamen regner vi et opgavesæt uden hjælpemidler, og dernæst får vi tre timer til et nyt opgavesæt med alle hjælpemidler tilladt, hvorimod en normal klasse kun har et opgavesæt over fire timer.

Over de sidste to år har vi tit følt, at det har været lidt af en byrde med lommeregneren, da vi både har skullet igennem det normale pensum plus lære lommeregnerens funktioner at kende. Til gengæld henter vi så på den anden side også tid, når sværere opgaver skal løses og samtidigt undgår vi elementære regnefejl, da TI92 er en glimrende symbolregner. Forsøget har indtil videre vist gode resultater og været en positiv oplevelse for alle parter. Eksamen fra 2.g taler også dens tydelige sprog: Klassen lå et godt stykke over landsgennemsnittet (samt over de andre forsøgsklasser - tak, vi ved godt at vi er gode) og gennemsnittet var samtidigt det højeste på Langkær Gymnasium. Meldingerne fra sensorene var ligeledes gode, så alt i alt kan vi kun være tilfredse med forsøgets forløb, og det er af den grund også blevet forlænget i 3.g for dem, der har valgt højniveau matematik.


Indholdsfortegnelse: